I søndags var jeg i musik-teatret her i Galati, Rumænien og så opera: La Traviata.
La Traviata handler om en ung mand Alfredo der forelsker sig i en kurtisane – Violetta. Men Alfredo’s far beder Violetta om at lade sin søn være, da han skal giftes med en ung pige. Violetta er syg, har bronkitis og på sit dødsleje angre faderen over at han har grebet ind i de 2 kærlighed, men da er det for sent. I opera tager det så 4 akter eller 2 timer at fortælle historien.
Original historien er skuespillet “Camelia damen” som er skrevet af Alexandre Dumas, ham med De tre musketerer. Selve operaen er italiensk og musikken er skrevet af Giuseppe Verdi.
Det var meget spænende at være i det lille musikteater med plads til mindre end 500 tilskuere. Selve forestillingen var flot opsat med mange medvirkende – jeg talte mindst 40 på scenen da der var flest, plus et lille orkester på omkring 20 personer.
De ledende sangere sang flot igennem og det var god opera. Som John Carlton fra Carl Bro sagde: “Det er den bedste underholdning jeg nogensinde har fået for 1,50 Euro (12 kr).”
Teatret var fyldt, de 5 forreste rækker var besat af skolebørn 13-14 år som sammen med deres lærer havde deres musik time der – en søndag eftermiddag.
Det er meget svært at få en sæsonplan for hvad musikteatret vil spille, faktisk offentliggør man ikke repertoiret længere end en måned frem. Ifølge teatrets brochure så indeholder programmet både opera, operette, ballet og symfoniske koncerter så det bliver helt sikkert et sted jeg besøger igen. (af den engelske brochure fremgår det også at man har spillet “The Merry Window” af Franz Lehar – så kan i gætte hvad den hedder på dansk)
Jeg talte i pausen med teaterdirektøren Florin Melinte – han kom ud i pausen og hilste på, han hørte at der var 6 udenlandske gæster i teatret. Han fortalte om teatret og om at det er det eneste af sin art i Rumænien, men at det var meget svært at få det til at løbe rundt for satte han billetprisen op ville der ikke komme nogen i teatret. Direktøren fortalte også at de i sommers havde haft friluftsforestilling med operaen Nabucco.
Læs mere om teatret og bestil din billet på Internettet www.tmnlg.ro