Når Grammofonpladen skal propes ned på MP3-afspilleren

Det er 15 år siden jeg købte min første PC. Hvornår jeg begyndte at samle på freeware og shareware programmer husker jeg ikke, men det startede med bladet ”Komputer for Alle” som sammen med deres månedsblad udsendte en CD-rom med programmer. Jeg var med fra starten, men nu er jeg rykket en klasse op og finder computer information og artikler i den internationale bladverden og på Internettet.

En af de ting jeg er meget betaget af er billede- og lyd-redigering og i et af numrene af ”Komputer for Alle” fra dengang var der en længere artikel om, hvordan man kunne overføre sine grammofonplader digitalt og rense dem for nålestøj, ridser, mv.

Et af de største problemer dengang var at det ville tage ens pc hele natten for at rense lyd-filen for en grammofonplade* side. – Ak ja, det var dengang processoren hed Intel Pentium 5, klok-frekvensen var 100MHz, Ram måltes i kilobytes, og Windows Styresystemet hed 3.11. Der er skyllet mange MHz og Windows styresystemer ud i havet siden.

hmv.jpgMed en lille pladesamling på ca. 300 LP’er ville det være en håbløs opgave at overspille dem alle. Men i heldigvis er flere af de gode 70’er bands udgivet med komplette samlinger på CD, så bla. Gasolin og Pink Floyd er kommet tilbage på den private spilleliste.

Men her i juleferien fandt jeg så en gammel LP fra Det Danske Spejderkorps, som helt sikkert aldrig vil udkomme på CD, og da jeg samtidig er webmaster på spejdernes hjemmeside syntes jeg at det var på tide at prøve at overspille en grammofonplade.

Mit stereo-anlæg med grammofon og kassettebåndspiller virker helt fint, så første problem er at forbinde stereo-anlægget med PC’en. Jeg valgte at flytte det kabel som normalt forbinder fra forstærkeren til kassettebåndspilleren over i PC’en – line-in, der skulle ganskevidst et andet stik til, men det havde jeg i forvejen fra en iPod. (på mit stereo-anlæg er der 2 forbindelser mellem forstærker og kassettebåndspiller: 1 til forstærkeren som gør at kassettebåndene kan aflyttes på anlægget, og 1 fra forstærkeren som gør at jeg kan optage radio, tv, grammofon, cd/dvd)

Jeg har set at man kan købe Vinyl pladespillere til direkte tilslutning via USB til PC’en, men om det giver bedre lyd – det tvivler jeg på.

Så hardware-delen er i orden – nu kommer så softwaren.

Her har jeg så fundet Audacity. Audacity er et gratis lydredigeringsprogram, der kan optage og afspille lydfiler, importere og eksportere WAV-, AIFF- og MP3-filer og mere.

Du kan brug programmet til at ændre i dine lyde, mixe numre eller tilføje effekter til numrene. Audacity kommer med en indbygget amplitude-editor, en spectrogram-visning og et frekvensanalysevindue til lydanalyseapplikationer.

Af indbyggede effekter findes eksempelvis Bas Boost, Wahwah og støjfjernelse ligesom Audacity understøtter VST’s plug in-effekter.

Alt-sammen meget teknisk, så glem det bare.

Start Audacity, og sæt din indgangsvælger til Wave-mix. Start din grammofon. Sæt Audacity til at optage – tryk på optage-knappen, Nu skulle der gerne tegne sig det sædvanlige billede af lyden. Måske du skal justere lydstyrken op eller ned for at få det til at passe.

audacity.jpgFjern støj
En ny feature er at du nu kan fjerne en del støj på de optagelser du har lavet, fx fra kassettebånd eller vinylplader. Tidligere har du skullet have dyre købeprogrammer til denne funktion, men nu kan du se om du kan bruge filteret her.

Først skal du finde en stump af din indspilning hvor der kun er støj, altså ingen tale eller musik overhovedet – jeg brugte pausen mellem 2 numre. Dette mærker du op, og går herefter i Effekt|Støjfjerning.

Klik på ”Find støjprofil” for at få Audacity til at lære hvorledes støjen arter sig. Luk vinduet, og mærk al den lyd op du vil have renset. Gå tilbage til filteret og prøv dig frem med Forhåndsvisning.

Her kan det være du skal skrue ned (eller op) for effekten, for at få et resultat der er til at holde ud at høre på. Til slut vælger du så at fjerne støjen, og vupti så har du en optagelse uden nålestøj.

Hele ovenstående øvelse tog mindre end 3 minutter for en 20 minutters optagelse.

Klippe lydfilen op efter musiknumrene og gemme som MP3
Egentlig kan jeg nu bare gemme lydfilen og spille den når jeg har lyst, men det ville jo være dejligt om jeg kunne gemme de enkelte numre med alle informationerne. Det er heller ikke noget problem, med Audacity kan man grafisk se lydfilen og klippe stumper ud og gemme dem enkeltvis – meget enkelt.

Men hvis du vil gemme som MP3 filer skal du lige ha fat i LAME.

Hent programmet og læg det i audacity mappen så du ved, hvor den er. åbn Audacity, tryk på ctrl+p, vælg ”filformater” og klik på ”find bibliotek”. Nu er Audacity klar til at Eksportere din lydfil til MP3-formatet.

Og det bedste af det hele: programmerne er gratis – freeware under GNU-licens.

Hent Audacity-programmet her: http://audacity.sourceforge.net/
Hent LAME-programmet her: http://lame.sourceforge.net/

*Fodnote
En grammofonplade indeholder lagret lyd og kan afspilles på en grammofon. Teknikken bag grammofonpladen er markant anderledes end den bag cd’en. Musikken på en cd er lagret digitalt, mens den på en grammofonplade er lagret analogt ved at omsætte lydsignalet til mekaniske bevægelser i en skærenål. Tidlige grammofonplader var lavet af lak, hvor moderne plader er lavet af vinyl. En LP (Long Playing record) kan indeholde ca. 2*20 minutters musik – 1 stereo-rille på hver side af pladen.

Et nytårsfortsæt: mere gang i min egen Weblog

Det var en godtnok en lang Juleferie, er der nogen der tænker.

Men det har på ingen måde været ferie – blot formeget arbejde også med det som skal betale for huslejen, maden, tøjet, osv.!

Men fordi jeg ikke har været så aktiv på min egen side, betyder det ikke at jeg har holdt pause fra hjemmesiderne og skriverierne.

ingeniørdebat.dk

Debatforummet for ingeniører og andre teknisk interesserede fik i efteråret problemer med forældet programmel og manglende adgang til tidligere webhotel og gamle data.

Med hårdt arbejde fik jeg det op at køre igen på en ny motor og webhotel.

ingeniørdebat.dk er i dag en forening, hvor jeg er webmaster og formand for foreningen bag hjemmesiden. Denne foreningskonstruktion skulle gerne sikre den frie debat år frem.

Programmet bag debatforummet er SimpleMachine Forum med en TinyPortal som indpakning. Det er lidt kompliceret at sætte op – især hvis instruktioner skal være på dansk, men tilgengæld har vi nu et system som er ekstremt let at overvåge, opdatere, og tage backup på.
rønnespejder.dk

En anden aktivitet i slutningen af 2007 har været at opdatere Spejdernes hjemmeside.

I 2006 hjalp jeg Rønne Gruppe på Bornholm med at oprette deres hjemmesider først ved hjælp af et simpelt men meget effektivt Content Management System CMSimple men da jeg pludselig sad med 7 CMSimple flettet ud og ind mellem hinanden blev det for meget.

Da jeg egentlig ikke har meget forstand på CMS’er og fordi jeg synes de som udgangspunkt ser temmelig firkantede ud har jeg valgt at bygge den nye hjemmeside op med WordPress – ja, rigtigt ligesom denne blog, men templaten har jeg selv lavet.

Spejdernes hjemmeside er sjov fordi her skal leges – spejdernes videoer, billeder og historier skal på hjemmesiden og den skal gerne virke som en avis med nyheder hele tiden – i hvertfald hver uge.

Strategien er lykkedes rønnespejder.dk er bandt de mest besøgte hjemmesider blandt de danske gruppers sider, kun overgået af nogle sønderjyske gruppers.

Det vil jeg skrive om her på hjemmesiden i 2008

I forbindelse med mit arbejde med Spejdernes hjemmeside har jeg haft brug for nogle billed-, video og lyd redigeringsprogrammer og dem vil jeg skrive lidt om og demonstrere, hvordan de virker.

Derudover håber jeg at kunne udvide min blog med mere skriverier om de(t) steder jeg er og besøger gerne krydret med lidt video. (pt. arbejder jeg i Galati, Rumænien)

Og endelig, sker der noget i mine omgiveler som jeg undres eller forarges over så skal jeg nok skrive om det.

Godt Nytår

PS. jeg har ikke glemt ugens kage, men lige nu skal julens sul skal lige væk igen.

Ingeniører er ikke normale

Fik i dag et link til en YouTube video, som fik mig til at tænke på det.

Jeg er ingeniør, arbejder langt hjemmefra, og ser knapt min familie.

Og hvad laver jeg så? blandt andet bliver jeg betalt for at kritisere mine ingeniørkollegers arbejde. (De kalder det ganskevist kvalitetssikring) Hvilken anden branche finder man kolleger der kritiserer kolleger?

Ellers er det snart Jul og en af opgaverne når man er udenlands er at skabe julestemning, så en af de ting jeg er ude og lede efter er sprøjte, så jeg kan lave vaniljekranse

Husk om mindre end en måned er julen overstået

Valget på Bornholm – den korte version

På grund af mit arbejde har jeg kun mulighed for at brevstemme den 5 November, så jeg skal hurtigt ha gjort mine muligheder op. Måske har du det som jeg det valg skal bare overståes i en fart så vi kan komme videre.

Jeg er ikke politiker. Jeg er ikke medlem af noget parti eller borgerforening. Min kone og børn vil gerne vide hvad jeg stemmer, men som jeg altid siger vi har hemmelig afstemning, så jeg har aldrig fortalt det. Men måske man kan udlede noget ud af mine personlige data:

  • Mand 47 år, gift i kirke med Helle den 21.Maj 1988, 2 teenage-børn begge døbt og konfirmeret -den ældste i Gymnasiet den yngste i 9. klasse i folkeskolen.
  • Husejer, bosat i Rønne på Bornholm, har bil og cykel.
  • Uddannelse: Civilingeniør
  • Arbejde: Miljø-ingeniør, projekt-leder på EU- og danske udviklingsprojekter primært indefor affald.

Folketingsvalg på Bornholm adskiller sig fra valget i det øvrige Danmark på et afgørende punkt: Bornholm er delt i 2 valgkredse og der vælges i alt 2 medlemmer til folketinget. Bornholmske stemmer på partier indgår kun i et landsresultat og bliver ikke overført til brug for kredsmandater.

Bornholm er har de mindste valgkredse med ca 16- 17.000 stemmeberettigede vælgere i hver kreds, så et mandat skulle være lettest at få på Bornholm, men historisk er det faktisk modsat.

Bornholm har traditionelt valgt en Socialdemokrat og en Venstremand, dog med undtagelse af “jordskredsvalget” i ’73 hvor Fremskridtspartiet tog Venstre’s mandat.

Valget i 2005
Ved folketingsvalget 2005 var stemmeprocenten på 83,4

Liste/Kandidat 2005
A. Socialdemokraterne 9110
B. Det Radikale Venstre 1140
C. Det Konservative Folkeparti 797
D. Centrum-Demokraterne 180
F. Socialistisk Folkeparti 1109
K. Kristendemokraterne 1099
M. Minoritetespartiet 64
O. Dansk Folkeparti 2731
V. Venstre 9602
Ø. Enhedslisten 1206
Poul-Erik Jessen 437
Tonny Borrinjaland 89
Blanke 164
Ugyldige 63
I alt 27791

2005 valget på Bornholm var et godt valg for Enhedslisten fordi partiet som det eneste som var imod færgeforliget, så de fordoblede deres stemmetal.

På samme måde blev det for Venstre et godt valg. En færgeforlig tilhænger og en modstander kæmpede om pladsen og modstanderen vandt. Venstre gik som alle andre partier tilbage, men ikke så meget som den almindelige fraflytning ellers skulle ha givet.

Men, hvordan vil det så gå i år?

Socialdemokratiets største problem på Bornholm er at få deres vælgere op af sofaen

jeppekofod.jpgSocialdemokratiets spidskandidat Jeppe Kofod er næsten 100% sikker på genvalg. Han har jo i seneste periode jo ikke gjort noget galt, da han har været i USA for at gøre sin uddannelse færdig. Og han støtter Bornholmernes kamp mod den til enhver tid siddende Trafikminister.

Jeppes største Drøm: at blive minister,

Jeppes største mareridt: at blive trafikminister.

Venstres valg bliver spændende for vil man gå tilbage til en fuser?

thorgunnar.jpgVenstres Joan Erlandsen har netop raget uklar med den lokale forening, har meldt sig ind i Dragør Venstre og genopstiller ikke.

Venstres spidskadidat er Thor Gunnar Kofoed

(blev vraget sidst til fordel for JE)

Eller bliver det den nye generation som vil tage over?

peterjuel.jpgelsemerete.jpg Peter Juel Jensen eller Else Merete Knoop – ingen af disse er landmænd.

Alle partier stiller med kandidater på øen. Denne gang bliver der ingen løsgængere.

Else Merete Knoop blev valgt i mandags, så googlesøgning giver kun dette billede 😉

Liste-stemme er en stemme på Spidskandidaten

De personlige stemmer bliver afgørende.

Nyt Parti – Ny Alliance – gammel profil

annelisemolin.jpgNy Alliance stiller op på Bornholm og de har valgt Annelise Molin som spidskandidat.

Her kommer min eneste klare politiske udmelding: Jeg stemmer ikke på Molin!

Molin er tidligere socialdemokrat, tidligere Borgmester i Nexø, vraget som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, stifter af Regionslisten, og sidder i kommunalbestyrelsen.

Bagsiden af kommunesammenlægningen i hele Danmark var at der var bykonger (og Dronninger) som blev sat nr 2 på partilisterne og i skuffelse dannede deres egne borgerlister, uden anden politik end at bekæmpe deres gamle partier. og sådan ser jeg Annelise Molin.

Hendes opstilling vil endda give hendes egen borgerliste problemer fordi Ny Alliance vil stille op til næste kommunevalg. -Egoisme i højeste potens.

Ikke fordi jeg tror at Ny Alliance vil flytte mandater på Bornholm bliver det alligevel spændende at se, hvor bornholmske kvinder vil sætte deres X.

Hvad så med alle de andre Partier?

De andre partier stiller selvfølgelig også med kandidater, men det ved de godt, så her møder man den gode partisoldat som vil diskutere partiets politik.

“At diskutere politik med en socialdemokrat er som at diskutere religion med en katolik” sagde man i gamle dage, men det gælder i høj grad for alle de opstillede partier.

Hvad skal jeg stemme?

Min beslutning er klar!

Jeg stemmer efter de traditionelle dyder og holdninger som ligger i min opdragelse, engagement, dagligliv, og uddannelse. Jeg er ingen vindbøjtel og egentlig har jeg stemt på det samme parti til folketinget siden jeg fik valgret. (Kommunalvalg, Regionsvalg, og EU-valg er noget andet, her flyver og farer jeg rundt )

God valgkamp

Mikael Boldt

Ugens kage nr 5

ugenskage5.jpgPå opfordring genoptager jeg min artikelserie om kager.

Egentlig skulle overskriften være dagens kage for det er, hvad det er.

Modsat tidligere, hvor jeg en gang om ugen gik til bageren efter en kage, får den nu serveret hver aften som dessert.

Her i Tyrkiet er det almindelig kotume at få en salat til forret og en lille kage og et glas te til dessert.

Kagen er en Tyrkisk specialitet: Baklava.

Baklava er en typisk dessert i det tyrkiske køkken og i mange andre lande i Mellemøsten og det østlige Middelhavsområde, og har været spist i hvert fald siden osmannernes tid i 1300-tallet. Mange lande gør krav på at være ophavsland for baklava, ikke mindst Tyrkiet. Armenerne hævder, at deres baklava stammer fra 900-tallet og at de dermed var de oprindelige skabere af baklava. Selve ordet baklava menes at stamme fra arabisk بقلاوة baqlāwaḧ.

Baklava er en filodej fyldt med en remonce af valnødder og overhældt med sirup – en rigtig sød kolesterol og kaloriebombe. Ikke underligt at den typiske tyrkiske mand er overvægtig type 2 diabetiker.

Valnøddesmagen gør kagen helt speciel og meget lækker *****

Jeg fandt en opskrift på græsk baklava http://www.dr.dk/Mad/Temaopskrifter/2005/6/120033.htm

Velbekomme!

Mikael Boldt

PS. Denne artikel handlede om en kage – ikke om tabt fodboldkamp mod Grækenland eller en afstemning i USA om, hvorvidt en krig endte i en folkeudryddelse af et 1.3 millioner Armenere. eller søndagens afstemning om en ny forfatning, som hvis den godkendes giver direkte valg af præsident og unge fra koran skoler bedre adgang til universiteterne.